Ejendom Midtjylland
Tegning: Ejendom Midtjylland
15. marts 2021

Klumme: Uddannelse som ejendomsservicetekniker

Vær en flue på væggen, når Ib, Michael, Jørn og Steen taler om kurser og uddannelse som ejendomsservicetekniker i frokostpausen.

TR Ib: Her for nylig var Steen (kollega) jo på ”grønt” kursus, og han har fået mod på det og vil på flere. Er det ikke rigtig, Steen?

Arbejdskollega Steen: Jo, det var ”fedt”. Et godt kursus og gode kolleger på kurset, og meget lærerigt. Det er noget, jeg kan bruge her ved os og i mit arbejde i det ”grønne”, og jeg kan varmt anbefale at tage på kursus.

TR Ib: Dejligt, jeg har også tænkt på lidt mere end kurser for dig.

Kollega Steen: Hvad da?

TR Ib: Ejendomsserviceteknikeruddannelsen.

Kollega Steen: Hvad kræver det?

TR: Du kan komme på uddannelsen med merit, hvis du har minimum 2 års erfaring som ejendomsfunktionær, og arbejdsgiveren er villig til at indgå aftale om at uddanne dig.

Skoleperioderne er 6 uger ad gangen, og praktikken foregår på din arbejdsplads. Det foregår henover ca. 2 år, men mange når det på 1 år.

Kollega Steen: Jamen, går jeg så ikke meget ned i løn?

TR: Nej, du får samme løn som nu, indtil du ansættes som uddannet ejendomsservicetekniker.

Kollega Steen: Jeg ved nu ikke rigtig. Det tror jeg ikke, jeg vil.

TR: Hvorfor ikke, det er da en fordel at tage uddannelsen.

Kollega Jørn: Jamen, det tror jeg, at jeg vil. Jeg har hørt, at man får et pænt lønhop som færdigudlært. Er det ikke rigtigt, Ib?

TR Ib: Jo, det er helt rigtigt.

Kollega Jørn: Ja, og så kan man lave flere opgaver, og man bliver mere værd for vores arbejdsgiver.

TR: Ja, og det kan blive nemmere at få et nyt job, hvis man skulle miste det, man har.

Kollega Steen: Ja, måske skulle jeg også gøre det, men jeg er jo lidt betænkelig. I ved jo, at jeg er ordblind.

TR: Du gik jo på grønt kursus, og der tog de hensyn til ordblinde, og det gør de også på andre skoler.

Kollega Jørn: Jeg vil i hvert fald. Du har gjort mig endnu mere interesseret, end jeg var i forvejen. Vil du hjælpe med en snak med chefen om det?

TR: Selvfølgelig, det skal jeg nok, ikke noget problem.

Kollega Steen: Jeg afventer lige og går i tænkeboks. Jeg har ikke bestemt endnu, hvad jeg vil.

TR: Fint, du vender bare tilbage. Jeg ”presser” dig nok lidt på et senere tidspunkt. Er der ikke nogen af jer andre, der kunne have lyst til at tage ejendomsserviceuddannelsen?

Michael – anden kollega: Jeg ved ikke rigtigt, jeg er i tvivl. Men lad mig høre, hvad chefen siger til det.

Og sådan blev interessen vakt i denne boligforening for uddannelsen som ejendomsservicetekniker ved, at deres TR ”skubbede” lidt til sine kolleger.